Om klubben

Baggrund

Vi (Allan, Kim og Jørgen) er medstiftere af Gauerslund Løbeklub. Vi har selv stor glæde af at løbe. Vi har, fremskyndet af flere opfordringer, taget initiativet til stiftelsen af løbeklubben i Gauerslund, for at have mulighed for at kunne inspirere andre til at opnå samme glæde ved løb.

I klubben lægger vi stor vægt på at hjælpe nybegyndere med gode råd om hvordan man gør, og ikke mindst hvordan man ikke gør for at komme godt i gang med at løbe regelmæssigt. Som nybegynder skal du som regel starte med skiftevis at gå og løbe. Ved vores fællestræning afpasses tempoet altid, så vi får sidste mand/kvinde med.

For de lidt øvede, kommer det tit som et lyn fra en klar himmel, at man pludselig kan blive sat i stå af en skade. Vi har masser af gode råd og tip til hvordan man bør træne, for at undgå skader…og tro os, vi taler af bitter erfaring. Det er muligt at træne på rigtig højt niveau uden skader. Vi kan vejlede dig i skadefri træning. Skadefri træning kræver, at du regelmæssigt laver de rigtige øvelser. Det er fortrinsvist øvelser som styrker den vigtige ryg- mave-region, og så naturligvis fod- og ben-muskulaturen.

For de øvede laver vi fællestræning med indlagt interval-løb. Interval-løb er kernepunktet i træningen for dig, som ønsker at øge dit løbetempo.

For at alle skal få det optimale ud af vores fællestræning, deler vi os som regel i tre hold: Nybegyndere, lidt øvede og øvede. Kom og vær med. Vi glæder os til at løbe sammen med dig.

Venlig hilsen

Allan Rohde, Kim Hjannung og Jørgen Pilgaard